Vejledning: Byggesager
Vi har udarbejdet en guide til at lave byggesager. Hvorfor? Fordi vi forstår at det kan være temmelig kompliceret. Vi håber denne kan hjælpe dig lidt på vej.
15 maj, 2021 af
Event Safety, Christina Pries


Download vejledningen som PDF her! 


Byggetilladelser

Om man skal bygge et hus, tilbygning eller lave byfest, koncert eller festival skal der ofte laves en byggeansøgning. Det sker ved den kommune, det skal foregå i. Man kan først starte en byggesag når der har lavet en ansøgning om anvendelse af areal ved kommunen, som udmunder i en fuldmagt. Se vores Vejledning om Anvendelse af areal her.

Fuldmagten skal bruges før en byggesagsbehandling kan påbegynde, for uden en fuldmagt har man reelt ikke lov til at bygge på arealet. 

Ud fra det vejledende Byggereglement BR18 kan du læse om alle specifikationer, krav, brandklasser, kategorier mv. Vi ønsker med denne artikel at skabe en bedre forståelse af BR18 samt opridse de essentielle informationer - og forhåbentligt gøre det hele lidt mere overskueligt. 

BR18 er en vejledning

Man skal for det første vide, at BR18 er en vejledning. Det er kommunalbestyrelsen, der godkender byggeansøgningen. Det betyder i virkeligheden, at det er den byggetekniske forvaltning, som godkender. 

Fortolkningen af BR18 ligger i sidste ende hos den enkelte byggesagsbehandler hos forvaltningen, og derfor kan man opleve store forskelligheder fra sag til sag. Det skyldes at det er helt afhængigt af hvem der sidder som byggesagsbehandler. 

Hvis du alene benytter dig af certificerede telte og konstruktioner kræves der reelt ikke en byggetilladelse. Men ifølge BR18 er der anmeldelsespligt og derfor skal der altid laves en byggesag, som gælder som en orientering til brandmyndighederne. Så: der er pligt til at oplyse, og det gør man via en byggesag. 

Portalen Byg og Miljø 

Byg og Miljø-portalen benyttes af alle byer og kommuner. Denne portal er lavet til byggerier, gravearbejde, nedrivninger mm men det er den, man skal bruge. 

Når du skal oprette en byggesag på Byg og Miljø gøres dette med Nem-ID. Det er derfor vigtigt at understrege, at hvis man ansøger på andres vegne skal man have fuldmagt eller så skal man have oprettet Nem-ID gennem det firma, organisation eller virksomhed man ansøger for. Det er også dét, der afgør hvem der hæfter juridisk.

Start nyt projekt

Når man er logget ind, skal man vælge ”start nyt projekt” og man skal følge anvisningerne og udfylde alle de spørgsmål der bliver stillet. 

Du skal have disse ting klar:

  • Matrikel og adresse

  • Pladstegning og beskrivelse af projekt (inkl certifikater/beregninger)

  • Fuldmagt 

  • At der er tale om transportable konstruktioner

  • Ansvarspersoner

  • Oplysning af brand- og konstruktionsklasse

Man starter med at give arrangementet et navn - gerne et navn, som giver mening når man genbesøger sagen senere, eller har flere sager i gang. Hvert byggeprojekt får desuden automatisk få et sagsnummer som du skal angive når du skal i dialog med byggemyndighederne. 

Nå man kommer til ”ansøgninger” skal der vælges hvilken type det drejer sig om. Der kan vælges alt fra carport til nedrivning, boligbyggeri m.fl. Den der passer til event, festivaler og koncerter er ”transportable konstruktioner”. 

Et essentielt råd: benyt så vidt muligt konstruktioner med certifikat. 

Det gør det meget nemmere, da de er præ-godkendte. 

Er de ikke dét, kan man risikere at skulle købe/benytte en ekstern ingeniørrådgiver, som kan lave de statiske beregninger.

Det kan medføre en del omkostninger.

Når hele byggeansøgningen er udfyldt, kan den indsendes. Man modtager kort efter en kvittering fra kommunen. Herefter skal man afvente noget tid før der oplyses hvilken sagsbehandler der har fået tildelt sagen. Processen herefter vil være i form af kommunikation via Byg og Miljø såfremt sagsbehandler mangler yderligere oplysninger vil der komme et mangelbrev hvor der specifikt oplyses om hvilke informationer der mangler samt en deadline for at indsende materialet. 

Hver gang der sker ændringer i sagen, vil man få en notifikation på den mail man har oplyst i byggesagen. I mail-notifikationen er der et link, som man kan bruge for at komme ind på sagen. Ellers kan du også benytte Byg og Miljø.

Byggesager kan være meget komplekse og det kræver viden om det projekt man søger på, samt om BR18’s vejledninger og krav. 

Marts 2021

Company team


Skrevet af Christina Pries

Christina er vores specialist i alt, hvad der rimer på BR18. Med et skarpt fokus på rådgivning omkring byggesager, fredninger og anvendelse af arealer.

Event Safety, Christina Pries
15 maj, 2021
Del
Arkiv